Lovpligtig information om skolen
Antimobbepolitik
Formål
Alle har ret til at blive behandlet med respekt.
Odense Fri Fagskole ønsker og arbejder for at være en mobbefri skole, hvor ingen form for mobning tolereres.
Målsætninger
Skolen skal være et godt og trygt sted at være for alle elever og medarbejdere.
Det forpligtende fællesskab er rammen, hvor der skal være plads til og respekt for den enkelte. Forskellighed og ligeværd følges af.
Der er dagligt opmærksomhed på den enkeltes og klassens trivsel, så udtryk af uhensigtsmæssige handlinger kan ændres, så de ikke får plads og udvikles.
Begreber: Mobning herunder digital mobning
Mobning kan have forskellige former, fx fysisk, psykisk, verbalt eller digitalt, men budskabet er altid det samme. Den eller de, det går ud over, påvirkes af disse handlinger, så deres trivsel påvirkes negativt.
Mobning er når en eller flere personer systematisk og gentagne gange over en vis tid bliver udsat for negative handlinger fra én eller flere personer. Mobning er et overgreb.
Mobning foregår ofte i en social kontekst, uanset om den foregår i klassen, på sociale medier eller andre steder. Det betyder, at alle omkring har en rolle i mobningen, både dem der er aktive og dem der ser på.
Negative handlinger kan der være:
- Direkte fysisk vold, skub, slag, spark etc.
- Verbale eller skriftlige udsagn, hvor der siges krænkende eller nedsættende ting, trusler og hån.
- Handlinger ledsaget af ord, trusler og hån.
- Handlinger uden ord fx ved brug af grimasser, gestus, ved at vende vedkommende ryggen eller ved ikke at efterkomme en persons ønsker kun for at irritere eller såre vedkommende.
- Negative handlinger kan også udtrykkes mere indirekte ‐ gennem social isolering og udelukkelse fra gruppen.
- Brug af sociale medier, hvor dele af ovenstående negative handlinger retter sig mod en gruppe eller enkeltpersoner.
- Brug af sociale medier til at dele billeder og dermed udstille andre.
Mobning er ikke, når to eller flere ligeværdige (fysisk og psykisk) personer er i konflikt, skændes eller slås eller når nogen driller hinanden for sjov.
Forebyggelse af mobning
Odense Fri Fagskole tror på at trygge og tolerante fællesskaber er det bedste middel mod mobning. Trygge og tolerante fællesskaber skabes gennem en god tone og respektfuld adfærd – et godt arbejdsmiljø for alle, der fremmer hjælpsomhed, samarbejde, tolerance og accept.
Respekt og forståelse giver sammenhold og følelsen af selvfornemmelse i fællesskabet. Alle skal føle de udfylder en vigtig og aktiv rolle i fællesskabet. Den enkelte skal have mulighed for at bruge og udvikle egne ressourcer samtidigt med de giver andre samme muligheder.
Gennem daglig opmærksomhed bliver forventninger og holdninger til arbejds- og læringsmiljøet synligt for alle.
Skolen laver fællesskabsopbyggende aktiviteter, som styrker tolerance og sammenhold i klassen og på tværs af årgangene. I de enkelte klasser er det trygge miljø grundlaget for at kunne vise tillid og tale åbent om handlinger og situationer, som har været uhensigtsmæssige i forhold til den enkeltes eller klassens trivsel. Fælles samtaler i klassen, samtaler mellem enkelte parter eller samtaler med en lærer er en normal del af hverdagen, som udligner misforståelser og skaber empati for alle i klassen.
Der arbejdes med trivsel i løbet af året. Det kan spænde vidt fra planlagte trivselsforløb eller mere spontane samtaler eller forløb, der tager afsæt i en bog, film eller episode, som nogen har oplevet.
Forløb omkring brug af og ageren på sociale medier er også en del af det generelle trivselsarbejde.
Der opstår uundgåeligt konflikter i løbet af skoledagen, de løses på skolen, så eleverne ikke sendes hjem med uløste uoverensstemmelser. Forældre informeres, når det vurderes relevant.
Kontaktlæreren spiller en central rolle i den enkelte elevs trivsel. Derfor bliver alle vigtige informationer og situationer omkring eleven formidlet til kontaktlæreren, så denne altid er opdateret. Alle har ansvar for hinandens trivsel – kontaktlæreren har ansvaret for at dette imødekommes.
Odense Fri Fagskole mener skolehjemsamarbejdet er uvurderligt og grundlæggende for elevernes trivsel. Derfor inddrages forældrene på flere områder.
Forældrene involveres som oftest i konflikter, som er opstået i skolen. Forældre informeres om situationen, når der er behov for at forældre bakker op eller/og tager en snak med deres barn.
Når der opstår konflikter udenfor skoletiden, forventer skolen, at forældrene hjælper med at løse dem, så uløste konflikter ikke bringes med i skole. Kontaktlæreren informeres gerne omkring forløb, hvis det er relevant.
Hvis forældre oplever, at deres barn ikke trives, skal de altid henvende sig til kontaktlæreren. I den forbindelse er det vigtigt, at forældrene forstår, at barnet indgår i en social sammenhæng i klassen, hvorfor barnets syn på egen trivsel og klassens dynamik naturligvis er subjektiv. Kontaktlæreren vil som oftest have et godt indblik i elevens tilstand i klassen og den sociale dynamik, og klasselæreren vil sammen med lærerteamet vurdere situationen, og give et bud på hvad der kunne være udfordringen og hvilke løsninger der kunne være.
Som forældre kan man modvirke mobning ved ikke at tale dårligt om de andre børn eller voksne (lærere og andre forældre) på skolen. Negative ord skaber hurtigt modvilje. Vær positiv og åben overfor alle, så bliver dit barn det samme.
Indgriben
Ved tegn på mobning eller mobning reageres der med tiltagende styrke:
Ved udtryk for mobning; negativt sprog, nedværdigende eller udstødende handlinger eller adfærd forekommer, påtales dette med det samme. Det giver et signal til alle elever om, at dette ikke er acceptabelt. Signalet er vigtigt for dem, det går ud over og dem, der har en negativ adfærd.
Ved mobning eller fortsat negativ adfærd rettet mod en eller flere, indkaldes mobber til en samtale med kontaktlæreren, hvor det tydeliggøres, at denne adfærd ikke er foreneligt med skolekulturen og ønsket om et trygt og udviklende arbejds- og læringsmiljø for alle.
Forældre informeres om forløb og aftaler.
Samtale og støtte gives til den eller de mobbede med opfordring om at fortælle det, såfremt mobning ikke stopper. Forældre informeres om forløb og aftaler.
Aftaler kan indeholde plan for, hvordan mobber får sagt undskyld, hvordan mobning kan undgås, hvilke sanktioner der indføres, hvis mobning forsætter eller andet.
Ofte vil hele klassen også blive inddraget, da mobning oftest sker i et fællesskab, hvor alle har en rolle – passiv som aktiv.
Lærerteamet informeres og der laves et dagbogsindslag omkring sagen. Kontaktlærer vil sammen med lærerteamet følge udviklingen/relationen for at sikre at mobningen ikke fortsætter.
Hvis mobning er udtryk for en generel uhensigtsmæssig klassekultur kan AKT (Adfærd Kontakt og Trivsel) indsats planlægges, hvor der arbejdes med klassen samlet.
Hvis mobning fortsætter inddrages forstander. Forældre til de berørte elever indkaldes til samtale sammen med relevante lærere og ledelse for sammen at finde løsninger på udfordringerne.
I yderste konsekvens kan mobber blive bortvist fra skolen i en tidsperiode eller permanent.
Evaluering og opfølgningsplan
Indhold opdateres...
Generalforsamling
Referat fra generalforsamlinger på Odense Fri Fagskole og Friskolen Glasværket.
Indholdsplan
Her finder du indholdsplan for linjerne og klasserne på Odense Fri Fagskole.
Særlig støtte til elever
MENTORORDNING
Som elev på Odense Fri Fagskole kan du få en mentor, hvis du er imellem 16 år og 25 år, og det vurderes, at du er i risiko for ikke at gennemføre en ungdomsuddannelse.
Ordningen træder i kraft, hvis det anbefales af en Ungdoms- og Uddannelsesvejleder i din uddannelsesplan, at du vil have gavn af at deltage i et afklarende og udviklende forløb, som kan være på en Frie Fagskole jf. bekendtgørelse af lov om folkehøjskoler, efterskoler, husholdnings- og håndarbejdsskoler (Frie Fagskoler). Opholdet skal være af minimum 12 ugers varighed.
På Odense Fri Fagskole har vi 4 medarbejdere, der er uddannet på kursus for mentorer på folkehøjskoler i Danmark.
Mentorordningen kan i nogle tilfælde bruges til at regulere egenbetaling til opholdet.
For yderligere oplysninger kontakt da gerne skolen.
INKLUSION
Inklusion er en naturlig del af Odense Fri Fagskoles pædagogiske praksis.
Formålet med inklusion er at tilgodese elevernes forskellige behov og skabe plads til mangfoldighed og grobund for udvikling både i undervisningen og i pædagogisk tilrettelagte samvær. Det er succeskriterie for os, at eleverne får udbytte af deres ophold fagligt og som en del af fællesskabet.
Vi arbejder med inklusion i flere sammenhænge, og afhængigt af hvilke udfordringer eleverne har, vil opgaven løses af flere forskellige lærere som støtte i en del af undervisningen og andre gange i forbindelse med andre aktiviteter.
Inklusionstiltaget beskrives skriftligt og evalueres løbende hen over året. I planen beskrives de tiltag, som er omdrejningspunktet i indsatsen for den enkelte elev, og planen er dermed individuel for de enkelte elever.
Undervisningsmiljøvurdering
Værdigrundlag
På Friskolen Glasværket og Odense Fri Fagskole (ud)danner vi livsduelige mennesker ud fra følgende kerneværdier:
- Fællesskab & mangfoldighed
- Demokrati & frihed
- Nærhed & udsyn
- Faglighed, kreativitet & nysgerrighed
- Gøremål & selvstændighed
Fællesskab & mangfoldighed
Sammen med eleverne opbygger vi en fælles ånd ved at skabe rum for ansvar, selvstændighed, omsorg og empati, hvor vi gennem hensyn til hinanden og fællesskabet får mulighed for at blive til.
Demokrati & frihed
I samarbejde med eleverne skaber og vedligeholder vi demokrati gennem medbestemmelse, kritisk og konstruktiv stillingtagen, og vi ser hinanden som medskabere af en demokratisk kultur.
Nærhed & udsyn
Vi er sammen om at lave skole i et skolemiljø præget af åbenhed, kendskab til hinanden og omverdenen og gensidig anerkendelse.
Faglighed, kreativitet & nysgerrighed
Vi udvikler iderigdom, fantasi og selvværd gennem eksperimenterende og skabende processer. Samtidig stræber vi efter høj faglighed og faglig stolthed i alle vores aktiviteter. Vi arbejder målrettet med at styrke elevernes faglige kompetencer, så de føler sig sikre og stolte af deres viden og færdigheder. Denne kombination af høj faglighed og kreativitet giver eleverne mulighed for at tænke innovativt og reflektere over deres læring på et dybere niveau.
Gøremål & selvstændighed
Sammen åbner vi verden gennem konkrete fremgangsmåder, undersøgelser og udvikling af meningsfyldt arbejde, samtidig med at vi opfordrer eleverne til at tage ansvar for egen læring og refleksion over deres valg, så de bliver i stand til selvstændigt at udføre opgaver og handle i overensstemmelse med deres værdier.
Vedtægter
Vedtægter for Odense Fri Fagskole & Friskolen Glasværket – vedtaget på generalforsamling.
Godkendelsesdato fra ministeriet – 30. januar 2017
Vejledningsindsats
Studievejledning på Odense Fri Fagskole
Odense Fri Fagskole har indgået et samarbejde med UU-vejledningen i Odense Kommune.
Vi har en fast vejleder tilknyttet skolen.
Vejlederen kommer regelmæssigt på skolen og tilbyder samtaler med vejledning i 10. kl. og individuelle samtaler med elever i Designklassen for at sikre, at eleven får så god vejledning som muligt i forhold til videre uddannelsesvalg efter skolegang og ophold på Odense Fri Fagskole.
Vi vejleder i uddannelses-, erhvervs- og livsvalg og i, hvordan eleven fører sine planer ud i livet.
Eleverne lærer om ungdomsuddannelserne, de videregående uddannelser og SU-reglerne. De får information om studiemuligheder og søgeportaler. De har mulighed for besøg på uddannelsesinstitutioner og for at komme i praktik eller brobygning.
Hvad får den enkelte elev ud af det?
- Arbejder målrettet med sine fremtidsønsker og muligheder
- Bliver afklaret om sit videre uddannelsesforløb
- Ser sin egen situation i et større samfundsmæssigt perspektiv
- Får viden om konkrete uddannelser og uddannelsessystemet
- Får kendskab til SU-reglerne
- Mulighed for at komme i praktik
I løbet af året
Den enkelte elev har løbende samtaler med sin kontaktlærer. Her taler man bl.a. om mål for opholdet på skolen, fremtidsdrømme og planer, og eleven laver en kontrakt med sig selv.
Vi tilbyder én årlig forældresamtale i 10. kl., hvor kontaktlæreren og vejlederen deltager. Der er også mulighed for at have andre end forældre med til disse samtaler. Den enkelte elev får individuel vejledning og støtte i forhold til valg af uddannelse og tilmelding til sin nye uddannelse.